Photography

About

Rasmus Malmstrøm

Kopenhagen Collective
Rosenborggade 19

1130, København K

 
 
 

Fra EUROMAN interviewet Den Nye Årgang

RASMUS MALMSTRØM, 28, FOTOGRAF

Fordi: Rasmus formår, at få folk til at "leve" i sine portrætter. 

Rasmus Malmstrøm bor i Hellerup og er uddannet fra Fatamorgana i København. Udover lige at have skudt Mikkellers bog om øl, har han skudt billeder for blandt andre, Berlingske, Jyllandsposten, Oak the Nordic Journal, Soundvenue og Gastro.
Rasmusmalmstroem.com

Hvordan opstod din interesse for denne branche?
Jeg var guitarist for Aura Dione og var ofte afsted på tour lang tid af gangen. Jeg er ikke typen, der skriver dagbog, og det var tit svært at forklare de ting, jeg oplevede, når jeg kom hjem til venner og familie. Det var før Facebook og Instagram. Jeg lånte et analogt kamera, som jeg tog med på tour. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg syntes, det var sjovt. Spændingen ved at komme hjem, få fremkaldt filmene og sidde med min flatbed-scanner fangede mig. I 2010 søgte jeg ind på fotoskolen Fatamorgana. Det var 5 måneder på fuld tryk, og jeg var ivrig efter at lære, og der blev jeg introduceret for alle typer fotografi.

Hvem har været din største faglige inspiration?
Helt klart Richard Avedon. I 2009 boede jeg i Paris, og jeg så en fotoudstilling med Richard Avedon, og hans portrætter fra serien "The American West" slog benene væk under mig. Året efter så jeg, at Avedon Fonden i New York søgte en praktikant. Jeg skrev en ansøgning og fik pladsen foran 300 andre ansøgere, fordi jeg havde et friskt syn på fotografiet og havde en musikalsk baggrund. Jeg tilbragte fire måneder på toppen af Museum of Modern Art, hvor jeg havde fri adgang til Avedons over 500.000 negativer og prints. Det var fantastisk, og jeg fandt bl.a. nogle outtakes af Marilyn Monroe nøgen i studiet. Billeder, der aldrig kommer ud af arkivet. 

Har du et konkret billede som du så, og vidste at det var som fotograf, du ville arbejde?
Da jeg så dette billede på Avedons udstilling i Paris.

 
 

En minearbejder fra serien The American West. Jeg har senere fundet ud af at manden på billedet (Roberto) slet ikke ville have taget billede. Han havde arbejdet i en glohed mine hele dagen og var meget genert. Hans ven derimod ville gerne have taget et portræt, men ham var Avedon ikke interesseret i. Han spurgte derfor Roberto, om ikke han måtte tage et billede af dem begge to. Senere fik Avedon skubbet vennen væk fra baggrunden, og tog dette fantastisk smukke portræt.
 

Hvad er det mest udfordrende for dig, i jobbet som fotograf?

Der er aldrig to opgaver, der er ens. Det er mennesker, jeg arbejder med og alle er forskellige. Som fotograf skal du kunne gennemskue de mennesker, du fotograferer for til sidst at skabe dit billede. Det er ikke alle, der synes om at blive fotograferet, så jeg prøver altid at være rolig, tale fotograferingen igennem med personen, før vi går i gang, og i det hele taget virke afslappet. I mine portrætter fokuserer jeg meget på øjnene.

 


Hvilken fejl har du begået, som du har lært mest af?
Det, du måske tror, fungerer på shootet, er ikke altid det, der virker, når du kommer hjem foran computeren. Jeg er nogle gange - mest i starten - kommet hjem fra en opgave, hvor der simpelthen ikke var billeder nok til en fyldestgørende historie eller serie. Derfor skyder jeg altid et par ekstra situationer og prøver for så vidt muligt at få dækket alt ind. Det kan også ske, at modtageren af billederne havde forestillet sig noget andet. Derfor er det vigtigt at afstemme forventninger til det endelige resultat med kunden, redaktionen og den fotograferede.

Hvor ser du dig selv om fem år?
Jeg har ofte sat mig ned og prøvet at lave en plan fem år frem i tiden, men for fem år siden havde jeg ingen idé om, at fotografiet skulle fylde så meget i min hverdag, som det gør nu. Jeg har mange drømme og er typen, der går i gang med at føre dem ud i livet med det samme. Derfor har jeg lært at gå hundrede procent efter min intuition og lyst og ikke bruge alt for meget tid på at tænke frem i tiden. 

Hvis du kunne fotografere én person, hvem skulle det så være?
Det må være The Beatles' Paul McCartney eller Rolling Stones' Keith Richards. Paul fordi jeg altid gerne har villet møde ham, og Keith fordi hans ansigt fortæller alt, hvad han har oplevet.
 

CONNECT /

 

rasmusmalmstroem@gmail.com

+4526835955

Instagram
Facebook